Alt du skal vide om hjertelungeorm hos hund
Rævens lungeorm (Crenosoma Vulpis) og Fransk (Angiostrongylus vasorum) hjerteorm er parasitter, der har ræv, grævling, og nu også hund som hovedvært. Disse parasitter har primært snegle som mellemvært (og i mindre grad frøer), og det er gennem oral kontakt med disse snegle, at vores hunde smittes.
Fransk hjerteorm inficerer sin vært ved at tage bolig i hundens hjerte og i blodkarrene til lungerne. Lungeorm lever i områderne omkring luftvejene og i hundens lungevæv.
Parasitterne lever altså to kritiske steder i hundens krop, og ubehandlet kan de i værste fald føre til, at hunden dør.
Symptomerne på hjertelungeorm hos hunde viser sig ca. 30-60 dage efter, at hunden er blevet smittet. Idet sneglene, (parasitternes mellemværter), er mest aktive forår og sommer, er det ofte i sensommeren og i det tidlige efterår, vi skal være særligt opmærksomme på disse symptomer.
Symptomerne på hjertelungeorm er følgende:
Hunden kan også have symptomer som:
- Let feber.
- Blodmangel. (Viser sig ved bleghed omkring øjne og gummer. Tandkødet på en rask hund skal været lyserødt og ikke hvidt).
- Røde pletter på slimhinderne.
- Nedsat balanceevne.
Sådan smitter hjertelungeorm
Hjertelungeorm kan have store konsekvenser for din hund og i værste tilfælde kan parasitterne føre til døden. Lige nu ser vi mange smittetilfælde på Sjælland. Tilfælde af hjertelungeorm ses dog også i Jylland og på Fyn, dog ikke i nær så høj grad.
Men, hvordan smitter ormene egentligt?
Hjertelungeorm er to forskellige parasitter, hvis livscyklus opfører sig på samme måde. Især ræve er bærer af parasitterne. I de seneste par år er vores tamhunde desværre også blevet bærere af ormene.
Hjertelungeorm smitter IKKE direkte ved, at en ikke-inficeret hund spiser afføring fra andre inficerede hunde eller ræve. Parasitternes larver har en særlig livscyklus, der betyder, at larverne skal udvikle sig til infektionsdygtige larver i en mellemvært, før de overføres til den endelige vært, hvor de bliver voksne.
Man estimerer, at ca. 25 arter af snegle i Danmark fungerer som mellemværter for hjertelungeorm. Sneglene bliver mellemværter for hjertelungeorm-laver, fordi afføring fra fx. ræv indgår i deres føde. Således kommer larverne ind i sneglen, hvor de over en periode vokser sig til infektionsdygtige larver i sneglens tarmsystem.
Når en nysgerrig eller altædende hund spiser eller slikker på den inficerede snegl, flytter parasitterne sig fra mellemværten (sneglen) til slutværten (hunden). Her frigives larverne i hundens tarmsystem, hvor de vandrer ud gennem tarmvæggen og føres videre via blod, lymfer eller lever til hundens hjerte og/eller lunger.
Når larverne har nået deres slutdestination udvikler de sig til voksne larver, der kan formere sig. Larverne af disse voksne hjertelungeorm finder vej til hundens tarmsystem, hvor de udskilles med afføringen og på ny kan optages af en mellemvært - en snegl.
En ny cyklus kan begynde.
Alle hunde kan få hjertelungeorm, men nogle hunde har større risiko for at blive smittet
Alle hunde uanset race, køn og alder kan blive inficeret med hjertelungeorm. Geografi, alder og færden er dog tre faktorer, der spiller ind, når det kommer til at estimere en risikogruppe af hunde.
- Hvalpe og unghunde: Imens hunden er ung, har den stor tendens til at undersøge verden med sin mund. Hvalpe og unghunde vil være mere tilbøjelige til at fortære eller slikke på en snegl eller to. Ca. 50% af alle smittede hunde vil være hunde under 2 år.
- Altædende hunde, der bare ikke kan modstå fristelsen af at spise en snegl på vej'n.
- Jagthunde, der færdes i natur, hvor der er en hyppig forekomst af ræve.
- Hunde, der færdes steder, hvor mange hunde samles (hundeskove og hundeparker), og hvor ræve er en del af naturen. (Fx. Storkøbenhavn).
Sådan forebygger du hjertelungeorm hos din hund
Snegle og ræve er en del af den danske natur. Vi hverken kan eller skal bekæmpe hjertelungeorm gennem kontrol af bestanden af disse to dyr. Hvad kan vi som hundeejere så gøre?!
1) For det første skal vi væbne os med viden om følgende:
- Generel viden om hjertelungeorm.
- Viden om hvordan parasitterne smitter gennem sneglen som mellemvært.
- Geografisk viden om hvor i landet smitterisikoen er størst. (Se kort over tilfælde af hjertelungeorm LIGE HER).
- Viden om symptomerne på hjertelungeorm. (Har du været i et højrisikoområde, skal du ikke frygte for, at din hund med sikkerhed bliver smittet. Dette er langt fra tilfældet! Dog skal du kende til de symptomer, der karakteriserer smitte med parasitterne, så du kan handle hurtigt, hvis din hund viser tegn på smitte).
2) Rent praktisk kan du gøre følgende:
- Samle op efter din hund! (Dette er ekstremt vigtigt. En "rask" bærer af hjertelungeorm, der endnu ikke udviser nogen symptomer på smitte, bidrager også til spredning af parasitternes).
- Rengør vandskåle i haven hyppigt om sommeren, hvor sneglene er mest aktive. (Pga. risikoen for snegleslim).
- Saml din hunds legetøj og tyggeben op fra græsplænen og rengør det jævnligt. (Pga. risikoen for snegleslim).
3) Lever du i et område med stort smittepres eller har din hund været smittet med hjertelungeorm før?
- Tal da med din dyrlæge om, hvorvidt det er nødvendigt fast at indlevere afføringsprøver til test for hjertelungeorm.
- Har din hund været smittet, kan du med fordel tale med dyrlægen om forebyggende behandling mod hjertelungeorm. (Hjertelungeorm kan forårsage skader på hjerte og lunger, og fordi hunde ikke udvikler resistens over for parasitterne, kan de smittes igen og igen).
Har du mistanke om, at din hund er inficeret med hjertelungeorm eller er du bekymret for, hvordan du skal forholde dig til problematikken, foreslår vi ALTID, at du konsulterer en dyrlæge.
© Petfoodcity.dk ApS 2021 - Det er tilladt at referere eller citere artiklen med henvisning til denne side via tydeligt indsat link.
Kommentarer til artiklens indhold bedes rettes til kontakt@petfoodcity.dk